2. Korinterbrev 10:1-18
2. Korinterbrev 10:1-18 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, „naar I se derpaa, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder“, ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. Thi om vi end vandre i Kødet, saa stride vi dog ikke efter Kødet; thi vore Stridsvaaben ere ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar eders Lydighed er bleven fuldkommen. Se I paa det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, saaledes gøre vi det ogsaa. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. En saadan betænke, at saaledes som vi fraværende ere med Ord ved Breve, saaledes ville vi ogsaa nærværende være i Gerning. Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de maale sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. Vi derimod ville ikke rose os ud i det umaalelige, men efter Maalet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Maal, at naa ogsaa til eder. Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke naaede til eder; vi ere jo komne ogsaa indtil eder i Kristi Evangelium, saa vi ikke rose os ud i det umaalelige af andres Arbejder, men have det Haab, at, naar eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, saa vi kunne komme langt videre og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. Men den, som roser sig, rose sig af Herren! Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.
2. Korinterbrev 10:1-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige. I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle – en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer – og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer. Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linje med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok. Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser. Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus. Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere, så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde. Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.” Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.