2. Krønikebog 16:1-14

2. Krønikebog 16:1-14 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

I Asas Regerings seks og tredivte Aar drog Baesa, Israels Konge, op imod Juda og byggede Rama for ikke at tilstede Asa, Judas Konge, at nogen drog ud eller kom ind. Men Asa tog Sølv og Guld af Herrens Hus's og Kongens Hus's Liggendefæ og sendte til Benhadad, Kongen af Syrien, som boede i Damaskus, og lod sige: Der er en Pagt imellem mig og imellem dig og imellem min Fader og imellem din Fader; se, jeg sender dig Sølv og Guld, drag hen, gør til intet din Pagt med Baesa, Israels Konge, at han maa drage op fra mig. Og Benhadad adlød Kong Asa og sendte de Hærførere, som han havde, imod Israels Stæder, og de slog Ijon og Dan og Abel-Maim og alle Nafthalis Forraadsstæder. Og det skete, der Baesa hørte det, da lod han af med at bygge Rama og lod sit Arbejde høre op. Da tog Kong Asa hele Juda med sig, og de toge Stenene bort fra Rama tillige med Tømmeret der, som Baesa havde bygget med, og han byggede dermed Geba og Mizpa. Og paa den samme Tid kom Hanani, Seeren, til Asa, Judas Konge, og sagde til ham: Fordi du forlod dig fast paa Kongen af Syrien og forlod dig ikke fast paa Herren din Gud, derfor er Kongen af Syriens Hær undsluppen fra din Haand. Vare ikke Morianerne og Libyerne en stor Hær med saare mange Vogne og Ryttere? dog, der du forlod dig fast paa Herren, gav han dem i din Haand. Thi Herrens Øjne skue omkring paa al Jorden, og han viser sig stærk i at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham; du handlede daarligt i denne Sag; thi fra nu af skal der være Krig imod dig. Men Asa blev fortørnet paa Seeren og satte ham i Fængsels Hus, thi han blev vred paa ham for dette; og Asa fortrykte nogle af Folket paa den samme Tid. Og se, Asas Handeler, de første og de sidste, se, de ere skrevne i Judas og Israels Kongers Bog. Og Asa blev syg i sine Fødder i sin Regerings ni og tredivte Aar, indtil hans Sygdom tog til over Maade; og selv i sin Sygdom søgte han ikke Herren, men Lægerne. Og Asa laa med sine Fædre og døde i sin Regerings et og fyrretyvende Aar. Og de begrove ham i hans Gravsted, som han havde ladet grave i Davids Stad, og de lagde ham paa et Leje, som man havde fyldt med alle Slags vellugtende Urter, sammensatte paa Kunstens Vis ved en Blanding, og de brændte saare meget ham til Ære.

2. Krønikebog 16:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

I kong Asas 36. regeringsår drog kong Basha af Israel op imod Juda. Han indtog og befæstede byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige. Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset, og han sendte det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, i Damaskus med følgende besked: „Jeg sender dig hermed noget sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.” Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan og Abel-Majim samt forsyningscentrene i Naftalis land. Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og opgav sine angrebsplaner. Kong Asa sammenkaldte nu Judas folk og beordrede dem til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba og Mitzpa. Ved den tid kom profeten Hanani til kong Asa og sagde: „Fordi du satte din lid til den aramæiske konge i stedet for til Herren, din Gud, skal du ikke få bugt med den aramæiske hær. Har du glemt, hvordan det gik med kushitternes og libyernes enorme hær på trods af alle deres stridsvogne og mange ryttere? Gav Herren dem ikke i din hånd, da du stolede på ham? Herrens blik spejder ud over hele jorden for at hjælpe dem, hvis hjerter er helt med ham. Men du har handlet tåbeligt, og derfor skal du fra nu ligge i krig.” Asa blev så rasende over profetens ord, at han satte ham i fængsel. Fra da af begyndte Asa at fare hårdt frem mod sine undersåtter. Resten af Asas bedrifter er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. I sit 39. regeringsår fik han en alvorlig sygdom i benene, men han søgte hjælp hos lægerne frem for hos Herren. To år senere døde han og blev begravet i en klippehule, han havde ladet udhugge til sig selv i Davidsbyen. Inden begravelsen blev han lagt på en ligbåre dækket med duftende krydderier og aromatiske olier, og folket ærede hans minde ved at brænde megen røgelse.

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik