1. Petersbrev 2:5-10
1. Petersbrev 2:4-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Kom til Jesus, som er den dyrebare, levende sten, der blev udvalgt af Gud som hjørnestenen i det nye åndelige tempel, selvom han blev vraget af de menneskelige bygmestre, det jødiske præsteskab. Lad ham bruge jer som levende sten, når han bygger sit nye tempel. I skal være et nyt, helligt præsteskab, der med hjælp fra Jesus Kristus bringer åndelige ofre, som Gud med glæde kan tage imod. Skriften siger det sådan: „Jeg lægger på Zions bjerg en udvalgt og dyrebar hjørnesten. De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.” For jer, som tror på Jesus, er han den dyrebare hjørnesten. Men for dem, der nægter at tro på ham, opfyldes følgende skriftord: „Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.” „…en anstødssten, som de vil snuble over.” De, der er ulydige mod Guds ord, snubler og falder. Sådan har Gud bestemt det. Men I er blevet en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et særligt folk, ja, Guds ejendomsfolk, så I kan fortælle om, hvor vidunderlig han er, som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys. I, der ikke før hørte sammen som et folk, er nu blevet Guds folk. I, som ikke kendte til Guds barmhjertighed, har nu erfaret hans barmhjertighed.
1. Petersbrev 2:5-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.“ Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte. Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.