1. Korinterbrev 15:1-19
1. Korinterbrev 15:1-19 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I ogsaa modtoge, i hvilket I ogsaa staa, ved hvilket I ogsaa frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det — ellers troede I forgæves. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg ogsaa har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne; og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. Hvad enten det da er mig eller de andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I. Men naar der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro ogsaa tom. Men vi blive da ogsaa fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, saafremt døde virkelig ikke oprejses. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; saa ere I endnu i eders Synder; da gik altsaa ogsaa de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. Have vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.
1. Korinterbrev 15:1-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer – ellers var det forgæves, at I kom til tro. Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. Jeg er jo den ringeste af alle apostlene – ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på. Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.