1. Korinterbrev 14:1-9
1. Korinterbrev 14:1-9 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Higer efter Kærligheden, og tragter efter de aandelige Gaver, men mest efter at profetere. Thi den, som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstaar det, men han taler Hemmeligheder i Aanden. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. Men jeg ønsker, at I alle maatte tale i Tunger, men endnu hellere, at I maatte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan faa Opbyggelse deraf. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Aabenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, naar de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man saa kunne forstaa, hvad der spilles paa Fløjten eller Harpen? Ja, ogsaa naar en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? Saaledes ogsaa med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstaa det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret.
1. Korinterbrev 14:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden. Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger – medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det. Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.