1. Korinterbrev 14:1-40
1. Korinterbrev 14:1-40 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Higer efter Kærligheden, og tragter efter de aandelige Gaver, men mest efter at profetere. Thi den, som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstaar det, men han taler Hemmeligheder i Aanden. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed. Men jeg ønsker, at I alle maatte tale i Tunger, men endnu hellere, at I maatte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan faa Opbyggelse deraf. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Aabenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære? Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, naar de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man saa kunne forstaa, hvad der spilles paa Fløjten eller Harpen? Ja, ogsaa naar en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig? Saaledes ogsaa med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstaa det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret. Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig. Saaledes ogsaa med eder: naar I tragte efter aandelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpaa! Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han maa kunne udlægge det. Thi dersom jeg taler i Tunger og beder, da beder vel min Aand, men min Forstand er uden Frugt. Hvad da? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil ogsaa bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Aanden, men jeg vil ogsaa lovsynge med Forstanden. Ellers, naar du priser Gud i Aanden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg ogsaa kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne! Der er skrevet i Loven: „Ved Folk med fremmede Tungemaal og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke saaledes høre mig, siger Herren.“ Saaledes er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro. Naar altsaa den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase? Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, hans Hjertes skjulte Tanker aabenbares, og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder. Hvad da, Brødre? Naar I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Aabenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse! Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; men dersom en anden, som sidder der, faar en Aabenbarelse, da tie den første! Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede, og Profeters Aander ere Profeter undergivne. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom ogsaa Loven siger. Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling. Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgaaet? eller er det til eder alene, at det er kommet? Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller aandelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. Men er nogen uvidende derom, saa faar han være uvidende! Altsaa, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger! Men alt ske sømmeligt og med Orden!
1. Korinterbrev 14:1-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden. Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger – medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det. Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften. Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale. Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger. Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.” En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro. Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!” Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en lovsang, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det. Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang – og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud. Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. Gud ønsker ikke forvirring, men fred. Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer? Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem. Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.