1. Krønikebog 9:22-34

1. Krønikebog 9:22-34 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Alle disse, som vare udvalgte til Portnere ved Dørtærsklerne, vare to Hundrede og tolv; de vare indførte i Slægtregisteret i deres Landsbyer; dem havde David og Seeren Samuel beskikket paa Tro og Love. Og de og deres Børn vare ved Portene til Herrens Hus, til Paulunets Hus, til at holde Vagt. Portnerne vare beskikkede imod de fire Vejr: Imod Øst, Vest, Nord og Syd. Og deres Brødre i deres Landsbyer skulde komme ind hver syvende Dag, fra Tid til Tid tillige med disse. Thi hine fire mægtige iblandt Portnerne vare beskikkede paa Tro og Love; disse vare Leviterne, og de vare over Kamrene og over Guds Huses Skatte. Og de bleve om Natten trindt omkring Guds Hus; thi det tilkom dem at holde Vagt, og de havde Nøgle at oplade med, og det hver Morgen. Og nogle af dem vare over Tjenestens Redskaber; thi de bragte dem ind efter Tal og bragte dem ud efter Tal. Og nogle af dem vare satte til at være over Redskaberne, ja over alle Helligdommens Redskaber, og over Melet og Vinen og Olien og Virakken og de vellugtende Urter. Men nogle af Præsternes Børn lavede ved Kunst Salven af de vellugtende Urter. Og Mathithja af Leviterne, som var Korhiteren Sallums førstefødte, var paa Tro og Love beskikket til at forestaa Tilberedelsen af Bagværket. Og af Kahathiternes Børn, af deres Brødre, vare nogle over Skuebrødene for at berede dem hver Sabbat. Af disse vare og Sangerne, Øverster for deres Fædrenehuse iblandt Leviterne, frie for anden Tjeneste i Kamrene; thi det paalaa dem Dag og Nat at være ved denne Gerning. Disse ere Øversterne for deres Fædrenehuse iblandt Leviterne, Øverster for deres Slægter; disse boede i Jerusalem.

1. Krønikebog 9:22-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

I alt havde David på grundlag af slægtsbøgerne udvalgt 212 dørvogtere, som boede rundt omkring i landsbyerne. På samme måde havde profeten Samuel udvalgt deres forgængere blandt levitterne. Disse mænd – og nu deres efterkommere – havde opsynet med Herrens helligdom på alle fire sider: mod øst, vest, nord og syd. Dørvogterne arbejdede i skiftehold, syv dage ad gangen, og de kom ind fra landsbyerne, hvor de boede, når det var deres tur til at holde vagt og hjælpe de fire ledende tempelvagter, som altid var i tjeneste. De fire ledere havde også ansvar for lagerrummene og skattene i Guds hus. De boede tæt ved helligdommen, for de havde altid tilkaldevagt, og det var deres opgave at åbne portene om morgenen. Nogle af levitterne havde ansvaret for de redskaber, der blev brugt til ofringerne. De talte dem, hver gang de blev taget frem, og hver gang de blev lagt til side. Andre havde ansvar for helligdommens indbo og forsyningerne af fintmalet mel, vin, olivenolie, røgelse og aromatiske stoffer. Men det var præsterne, der blandede røgelsen. Levitten Mattitja fra Kora-slægten, Shallums førstefødte søn, havde til opgave at bage de brød, der blev brugt til ofringerne. Nogle andre levitter fra Kehats slægt skulle bage de hellige brød og lægge dem frem hver sabbat. Tempelsangerne var alle fremtrædende levitter, der boede på tempelområdet. De var fritaget for anden tjeneste og måtte være til rådighed døgnet rundt. Alle disse ledende levitter var slægtsoverhoveder ifølge slægtsbøgerne; og de boede i Jerusalem.