1. Krønikebog 5:18-26
1. Krønikebog 5:18-26 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Rubens Børn og Gaditerne og Manasses halve Stamme, som vare stridbare Folk, Mænd, som bare Skjold og Sværd og spændte Buer og vare oplærte til Krig, vare fire og fyrretyve Tusinde og syv Hundrede og tresindstyve, som kunde drage ud i Hæren. Og de førte Krig imod Hagarenerne og imod Jethur og Nafis og Nodab. Og de fik Hjælp imod dem, og Hagarenerne og alt det, som var med dem, bleve givne i deres Haand; thi de raabte til Gud i Krigen, og han bønhørte dem, thi de forlode sig paa ham. Og de førte deres Kvæg bort, deres Kameler, halvtredsindstyve Tusinde, og to Hundrede og halvtredsindstyve Tusinde Faar og to Tusinde Asener og hundrede Tusinde Menneskesjæle. Thi der faldt mange ihjelslagne, thi Krigen var af Gud; og de boede i deres Sted, indtil de bleve bortførte. Og Manasses halve Stammes Børn boede i Landet, fra Basan indtil Baal-Hermon og Senir og Hermons Bjerg; de vare blevne mange. Og disse vare de øverste for deres Fædrenehuse: Efer og Jisei og Eliel og Asriel og Jeremia og Hoda via og Jadiel, vældige Stridsmænd, navnkundige Mænd, de øverste for deres Fædrenehuse. Men de forsyndede sig imod deres Fædres Gud og bolede efter de Folks Guder i Landet, hvilke Gud havde ødelagt for deres Ansigt. Og Israels Gud opvakte Fuls Aand, Kongens af Assyrien, og Thilgath-Pilnesers Aand, Kongens af Assyrien, at han bortførte dem, Rubeniterne og Gaditerne og den halve Manasses Stamme, og han bragte dem til Hala og Habor og Hara og til Floden Gosan, indtil denne Dag.
1. Krønikebog 5:18-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Rubens, Gads og Manasses halve stamme mønstrede 44.760 dygtige, veltrænede krigere – alle bevæbnet med bue, skjold og sværd – og de erklærede hagritterne, jeturitterne, nafishitterne og nodabitterne krig. De bad til Gud, og han hjalp dem, fordi de stolede på ham. Hagritterne og deres allierede led et knusende nederlag. Mange af dem blev dræbt, og 100.000 taget til fange. Blandt krigsbyttet var der 50.000 kameler, 250.000 får og 2000 æsler. De overtog derefter hagritternes land og blev boende der, indtil de blev ført i eksil. Manasses halve stamme blev til et stort folk, og de spredtes ud over Bashans land helt til Baʼal-Hermon, Senir og Hermonbjerget. Følgende mænd var deres slægtsoverhoveder: Efer, Jishi, Eliel, Azriel, Jirmeja, Hodavja og Jahdiel – alle sammen mænd, der var kendt for deres militære lederegenskaber. De viste imidlertid ikke troskab mod deres fædres Gud, men tilbad afguderne hos de folk, som Gud havde hjulpet dem med at besejre. Derfor sørgede Gud for, at kong Pul af Assyrien (han kaldes også Tiglat-Pileser), indtog hele det område, hvor Rubens, Gads og Manasses halve stamme boede, og deporterede dem til Halach, Habor, Hara og Gozanfloden, hvor de bor den dag i dag.