1. Krønikebog 29:1-9
1. Krønikebog 29:1-9 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Kong David sagde til hele Forsamlingen: Salomo, den eneste af mine Sønner, som Gud har udvalgt, er en ung Person og blødhjertet, men Gerningen er stor; thi det Slot er ikke for et Menneske, men for den Herre Gud. Og af al min Kraft har jeg til min Guds Hus samlet Guld til Guldtøj og Sølv til Sølvtøj og Kobber til Kobbertøj og Jern til Jerntøj og Træ til Trætøj, Onyksstene og Stene til at indfatte, og Karbunkelstene og stukne Klæder og alle Haande kostbare Stene og mange Marmorstene. Og desuden, fordi jeg har Behagelighed til min Guds Hus, har jeg givet, hvad jeg ejer af Guld og Sølv; dette har jeg givet til min Guds Hus foruden alt det, som jeg har samlet til Helligdommens Hus: Tre Tusinde Centner Guld af Oflrs Guld og syv Tusind Centner lutret Sølv til at beslaa Husenes Vægge med, at der kan være Guld til Guldtøjet og Sølv til Sølvtøjet og til alt det Arbejde, der udføres ved Mestres Haand; og hvo er villig til at fylde sin Haand i Dag for Herren? Da gave Øversterne for Fædrenehusene og Israels Stammers Øverster og Øversterne over tusinde og over hundrede og Øversterne over Kongens Arbejde frivilligt. Og de gave til Arbejdet paa Guds Hus fem Tusinde Centner Guld og ti Tusinde Drakmer og ti Tusinde Centner Sølv og atten Tusinde Centner Kobber og hundrede Tusinde Centner Jern. Og de, hos hvem der blev fundet Stene, gave dem til Herrens Hus's Skat ved Jehiels Gersonitens Haand. Og Folket var glad over, at de gave frivilligt; thi de gave Herren af et retskaffent Hjerte, frivilligt; og Kong David glædede sig ogsaa med stor Glæde.
1. Krønikebog 29:1-9 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Henvendt til hele forsamlingen sagde David: „Min søn Salomon, som Gud har udvalgt til at efterfølge mig på Israels trone, er endnu ung og uerfaren. Den opgave, der er ham betroet, er stor, for det er ikke et palads til et menneske, han skal bygge, men Herrens eget hus! Jeg har derfor gjort, hvad der stod i min magt for at forberede arbejdet. Jeg har samlet alt det guld, sølv, bronze, jern og træ, der skal bruges, foruden alle slags farvede smykkesten og mængder af marmor. For at bevise mit stærke ønske om at se Herrens hus blive bygget giver jeg derudover, hvad jeg personligt ejer af guld og sølv: 100 tons rent guld og 240 tons rent sølv til at overtrække bygningens vægge med og til anden udsmykning i templet. Hvem iblandt jer vil følge mit eksempel og bringe gaver til Herren?” Straks kom stamme- og slægtsoverhovederne, officererne og de ledende embedsmænd frivilligt og gav følgende til opførelsen af Herrens hus: 170 tons guld og 10.000 guldmønter, 340 tons sølv, 610 tons bronze og 3400 tons jern. De, som ejede smykkesten, gav dem til Herrens hus, og de blev opbevaret i templets skatkammer under Jehiels varetægt. Alle glædede sig over at få lov at give, for de gav af hele deres hjerte til Herren, og David var rørt af glæde.