1. Krønikebog 16:1-22
1. Krønikebog 16:1-22 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og de indførte Guds Ark og satte den midt i Paulunet, som David havde opslaget til den, og ofrede Brændofre og Takofre for Guds Ansigt. Og der David var færdig med at ofre Brændofferet og Takofferet, da velsignede han Folket i Herrens Navn. Og han uddelte til hver Mand i Israel, baade Mænd og Kvinder, til hver især et helt Brød og et Stykke Kød og en Rosinkage. Og han satte nogle af Leviterne for Herrens Ark til Tjenere og til at prise og at takke og at love Herren Israels Gud; — Asaf var den ypperste og den anden efter ham Sakaria; — Jeiel og Semiramoth og Jehiel og Mathithja og Eliab og Benaja og Obed-Edom og Jeiel med Psaltres Instrumenter og med Harper, og Asaf lod sig høre med Cymbler; men Benaja og Jehasiel, Præsterne, med stedse lydende Basuner foran Guds Pagts Ark. Paa den Dag overdrog David første Gang Asaf og hans Brødre at synge Lovsangen for Herren: Lover Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene. Synger for ham, synger Psalmer for ham, taler om alle hans underlige Gerninger! Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte skal glædes, som søge Herren. Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt altid! Kommer hans underlige Gerninger i Hu, som han har gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme. I, hans Tjener Israels Sæd! I Jakobs Børn, hans udvalgte! Han er Herren vor Gud, hans Domme ere i al Verden. Kommer evindeligt hans Pagt i Hu, det Ord, han har befalet, til tusinde Slægter, som han indgik med Abraham, og hans Ed til Isak, og stadfæstede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt, der han sagde: Dig vil jeg give Kanaans Land, eders Arvs Part; der I vare en liden Hob Folk, ja faa og fremmede der. Og de vandrede fra Folk til Folk, og fra et Rige til et andet Folk. Han lod ingen Mand gøre dem Uret og straffede Konger for deres Skyld, sigende: Rører ikke ved mine Salvede, og gører mine Profeter intet ondt!
1. Krønikebog 16:1-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Guds ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede man brændofre og fællesskabsofre til Gud, og David velsignede folket i Herrens navn. Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en klump dadler og en klump rosiner. David udpegede nogle af levitterne til at stå foran Herrens ark og takke og lovprise Israels Gud. Asaf ledte lovsangen og slog på et bækken. Zekarja, Jaʼaziel, Shemiramot, Jehiel, Mattija, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Jeiel spillede på harpe og lyre, mens præsterne Benaja og Jahaziel blæste trompet foran Guds pagts ark. David gav fra den dag af Asaf og hans medhjælpere ansvaret for at synge lovsange til Herren. De sang følgende sang: Sig tak til Herren og giv ham ære! Forkynd hans undere for alle folkeslag! Syng og spil til hans ære, tænk på alle de mirakler, han har udført. Glæd jer over hans herlighed. Lad alle, der kender ham, fryde sig! Søg hjælp hos Herren og hans styrke, hold jer altid nær til ham. Tænk på de fantastiske ting, han har gjort, de undere, han har udført, og hans retfærdige domme. I er jo børn af Guds tjener, Israel, I er de udvalgte efterkommere af Jakob. Han er Herren, vor Gud, han regerer over hele jorden. Han holder altid sine løfter, er trofast gennem tusind generationer. Han står bag sin pagt med Abraham, det løfte han højtideligt afgav til Isak. Han bekræftede den overfor Jakob som en vedvarende pagt med Israels folk: „Jeg giver jer Kanaʼans land, det skal være jeres særlige ejendom.” Det sagde han, da de endnu var få, en lille flok fremmede i Kanaʼans land. De vandrede fra land til land, fra det ene rige til det andet. Men han tillod ingen at skade dem, han advarede konger om at holde sig væk. „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter fortræd!”