Højsangen 2:1-17

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie. Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene. Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane. Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig. Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed. Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig. Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil. Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene. Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort; se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret. Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem. Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort. Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land. Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem! Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig. Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster. Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne. Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!