Salmernes Bog 39
39
David taler om, hvorledes han havde foresat sig at vogte sig for at synde med sin Tunge; dog maatte han tale for Gud, 2-4; han taler da om sit Livs Korthed og Forfængelighed og sætter sit Haab til Gud, 5-8; han beder om Syndsforladelse, om Naade og Vederkvægelse, 9-14.
1Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. 3Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. 4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. 6Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. Sela. 7Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. 8Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! 10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. 11Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag. 12Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela. 13Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
Valgt i Øjeblikket:
Salmernes Bog 39: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind