Ordsprogenes Bog 17
17
Salomo taler om Rolighed og Trætte, 1; om en klog Tjener, 2; om Hjertets Prøvelse, 3; om Løgn, 4. 7; om at bespotte de fattige, 5; om Børnebørn og Fædre, 6; om at tale om høje Ting og at tie, 7. 27. 28; om Skænk, 8. 23; om at skjule Overtrædelse, 9; om at straffe, 10. 26; om Modgang, 11; om Daarer, 12. 16-21; om at betale godt med ondt, 13; om Trætte, 14. 19; om ubillige Domme og Straf, 15. 26; om Venner, 17; om Borgen, 18; om Stolthed, 19; om Hjertets og Tungens Forvendthed, 20; om Hjertets Glæde og Sorrig, 22; om de vises og Daarers Adfærd, 24; om en daarlig Søn, 25.
1Bedre er en tør Bid og Ro derhos end et Hus fuldt af slagtet Kvæg med Trætte. 2En klog Tjener skal herske over en Søn, som gør Skam, og han skal dele Arv midt iblandt Brødre. 3Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet; men den, som prøver Hjerterne, er Herren. 4Den onde agter paa uretfærdige Læber; Løgneren laaner Øre til den Tunge, der arbejder paa Fordærvelse. 5Hvo som bespotter den fattige, forhaaner hans Skaber; hvo som glæder sig over Ulykke, skal ikke agtes uskyldig. 6Børnebørn ere de gamles Krone, og Børnenes Pryd er deres Fædre. 7Det staar ikke en Daare vel an at tale høje Ord, meget mindre en Fyrste at tale Løgn. 8Skænk er en yndig Sten i deres Øjne, som modtage den; hvor som helst den vender sig hen, gør den Lykke. 9Hvo som skjuler Overtrædelse, søger Kærlighed; men hvo som ripper op i en Sag, fjerner en fortrolig. 10Skænd trænger dybere ind hos en forstandig end at slaa en Daare hundrede Gange. 11Den onde søger kun at vise Genstridighed, men et grusomt Bud skal sendes imod ham. 12Lad en Mand møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, kun ikke en Daare i hans Taabelighed. 13Hvo som gengiver godt med ondt, fra hans Hus skal det onde ikke vige. 14Hvo som begynder Trætte, aabner for Vand; opgiv derfor Trætten, førend den vælter sig frem. 15Den, som frikender den ugudelige, og den, som kender den retfærdige skyldig, ere begge Herren en Vederstyggelighed. 16Hvortil skal dog Penge i Daarens Haand? er det for at købe Visdom, da han dog ikke har Forstand? 17En Ven elsker altid, men en Broder fødes til Hjælp i Nød. 18Et Menneske, som fattes Forstand, giver Haandslag og gaar i Borgen hos sin Næste. 19Hvo der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo som søger Undergang, gør sin Dør høj. 20Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde godt; og den, som taler forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke. 21Den, som avler en Daare, ham bliver det til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glæde sig. 22Et glad Hjerte er en god Lægedom; men et nedslaaet Mod udtørrer Benene. 23Den ugudelige tager Gave i Smug for at bøje Rettens Stier. 24For den forstandiges Ansigt er Visdommen; men en Daares Øjne ere ved Jordens Ende. 25En daarlig Søn er sin Fader en Harm og sin Moder en Bedrøvelse. 26Det er end ikke godt at lægge Bøder paa den retfærdige eller at slaa ædle Mænd tvært imod Ret. 27Den, som sparer sine Ord, besidder Kundskab, og en koldsindig Mand er forstandig. 28Ogsaa en Daare, om han tav, kunde regnes for viis; den, som holder sine Læber til, er forstandig.
Valgt i Øjeblikket:
Ordsprogenes Bog 17: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind