Ordsprogenes Bog 15
15
Salomo taler om viis og daarlig Tale, 1. 2. 4. 7. 23. 26. 28; om Guds Alvidenhed, 3. 11; om Tugt og Revselse, 5. 10. 12. 31-33; om de uretfærdiges og ugudeliges Gods, 6; om deres Gudstjeneste og Veje, 8. 9. 24. 29; om Glæde og Sorg, 13. 15; om Visdom og Daarlighed, 14. 21; om Nøjsomhed med Herrens Frygt og Kærlighed, 16. 17; om Vrede og Langmodighed, 18; om Ladhed, 19; om gode og slette Børn, 20; om Raadslagning, 22; om hovmodige, 25; om de ondes Anslag, 26; om Gerrighed og Skænk, 27; om godt Rygte, 30; om Gudsfrygt og Ydmyghed, 33.
1Et mildt Svar dæmper Vrede; men et bittert Ord vækker Fortørnelse. 2De vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Taabelighed. 3Herrens Øjne ere alle Vegne, og de beskue onde og gode. 4Tungens Blidhed er et Livsens Træ; men Forvendthed ved den er Sønderknuselse i Aanden. 5Daaren foragter sin Faders Tugtelse; men den, som agter paa Revselse, handler klogt. 6I den retfærdiges Hus er meget Gods; men der er Forstyrrelse i den ugudeliges Indtægt. 7De vises Læber udstrø Kundskab; men Daarernes Hjerte er ikke saa. 8De ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed; men de oprigtiges Bøn er ham en Velbehagelighed. 9De ugudeliges Vej er Herren en Vederstyggelighed; men den, som stræber efter Retfærdighed, elsker han: 10Streng Tugt venter den, som forlader Stien; den, som hader Irettesættelse, skal dø. 11Dødsriget og Afgrunden ligge aabenbare for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter. 12En Spotter elsker ikke den, som sætter ham i Rette, han gaar ikke til de vise. 13Et glad Hjerte gør Ansigtet livligt; men ved Hjertets Bekymring nedslaas Modet. 14Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund finder Behag i Taabelighed. 15Alle den elendiges Dage ere onde; men et glad Hjerte er et bestandigt Gæstebud. 16Bedre er lidet med Herrens Frygt end stort Liggendefæ med Uro. 17Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kærlighed hos, end en fed Okse, naar der er Had hos. 18En hidsig Mand opvækker Trætte, men en langmodig dæmper Kiv.
19Den lades Vej er som et Tjørnegærde; men de oprigtiges Sti er banet. 20En viis Søn glæder sin Fader; men et daarligt Menneske foragter sin Moder. 21Daarskab er en Glæde for den, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem. 22Anslag blive til intet, naar der ikke er holdt Raad; men hvor der er mange Raadgivere, der bestaa de. 23Glæde har en Mand af sin Munds Svar; og et Ord i rette Tid — hvor godt! 24Livsens Vej opadtil gaar den forstandige for at undgaa Dødsriget nedadtil. 25Herren nedriver de hovmodiges Hus; men han stadfæster Enkens Landemærke. 26Den ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed; men Lifligheds Ord ere rene. 27Den, som jager efter Vinding, forstyrrer sit Hus; men den, som hader Gaver, skal leve. 28Den retfærdiges Hjerte betænker sig paa at svare; men de ugudeliges Mund udgyder onde Ting. 29Herren er langt borte fra de ugudelige, men hører de retfærdiges Bøn. 30Lys for Øjnene glæder Hjertet; et godt Budskab giver Marv i Benene. 31Det Øre, som hører efter Irettesættelse til Livet, han tager Bo midt iblandt de vise. 32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl; men den, som hører efter Irettesættelse, forhverver sig Forstand. 33Herrens Frygt er Tugt til Visdom, og Ydmyghed gaar foran Ære.
Valgt i Øjeblikket:
Ordsprogenes Bog 15: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind