Lukasevangeliet 21:1-38

Lukasevangeliet 21:1-38 DA1871

Men idet han saa op, fik han Øje paa de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. Men han saa en fattig Enke, som lagde to Skærve deri. Og han sagde: „Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde.“ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Stene og Tempelgaver, sagde han: „Disse Ting, som I se — der skal komme Dage, da der ikke lades Sten paa Sten, som jo skal nedbrydes.“ Men de spurgte ham og sagde: „Mester! naar skal dette da ske? og hvad er Tegnet paa, naar dette skal ske?“ Men han sagde: „Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle paa mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Gaar ikke efter dem! Men naar I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette maa først ske, men Enden er der ikke straks.“ Da sagde han til dem: „Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. Men forud for alt dette skulle de lægge Haand paa eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulle forsvare eder. Thi jeg vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstaa eller modsige. Men I skulle endog forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaa nogle af eder ihjel. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. Og ikke et Haar paa eders Hoved skal gaa tabt. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. Men naar I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstaar, at dens Ødelæggelse er kommen nær. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere paa Landet, skulle ikke gaa ind i den. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. Og der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. Men naar disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.“ Og han sagde dem en Lignelse: „Ser Figentræet og alle Træerne; naar de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. Saaledes skulle ogsaa I, naar I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgaa, førend det er sket alt sammen. Himmelen og Jorden skulle forgaa; men mine Ord skulle ingenlunde forgaa. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, saa hin Dag kommer pludseligt over eder som en Snare. Thi komme skal den over alle dem, der bo paa hele Jordens Flade. Og vaager og beder til enhver Tid, for at I maa blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestaa for Menneskesønnen.“ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. Og hele Folket kom aarle til ham i Helligdommen for at høre ham.