Jobs Bog 30
30
Job taler om sin nærværende slette Tilstand, 1-14; om Forskrækkelse, Angest og Smerte, som Gud syntes at lade komme over ham, hvorpaa endeligt Døden vilde følge, 15-24; og at, uanset hans Fromhed, idel Jammer og Elendighed ramte ham, 25-31.
1Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde. 2Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort. 3De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat; 4de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde; 5de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv; 6de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper; 7imellem Buske skryde de, de samles under Nælder. 8Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet. 9Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak. 10De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet. 11Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt. 12Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig; 13de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper; 14de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky. 16Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig. 17Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke. 18Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel. 19Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske. 20Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig. 21Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke. 22Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag. 23Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus. 24Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige? 26Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed. 27Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig. 28Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen. 29Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder. 30Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede. 31Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Valgt i Øjeblikket:
Jobs Bog 30: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind