Brevet til Hebræerne 10:26-39

Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn; hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand? Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;“ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.“ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.“ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.