Første Mosebog 30
30
Rakel bedrøves, fordi hun er ufrugtbar, giver Jakob sin Pige Bilha, som føder ham to Sønner, 1-8; med Silpa, Leas Pige, avler han to Sønner, 9-13; Lea føder endnu to Sønner og en Datter, 14-21; Rakel føder Josef; Jakob begærer sin Afsked fra Laban, 22-26; han lader sig overtale til at tjene Laban fremdeles for det brogede og spraglede af hans Kvæg; Herren velsigner ham, 27-43.
1Og Rakel saa, at hun ikke fødte Jakob Børn; da bar Rakel Avind mod sin Søster og sagde til Jakob: Fly mig Børn! og hvis ikke, da dør jeg. 2Og Jakob blev saare vred paa Rakel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt? 3Da sagde hun: Se, der er min Tjenestepige Bilha, gak ind til hende, at hun maa føde over mine Knæ, at ogsaa jeg maa bygges op ved hende. 4Saa gav hun ham Bilha, sin Pige, til Hustru, og Jakob gik ind til hende. 5Og Bilha undfik og fødte Jakob en Søn. 6Da sagde Rakel: Gud har dømt mig og hørt ogsaa min Røst og givet mig en Søn; derfor kaldte hun hans Navn Dan. 7Og Bilha, Rakels Pige, undfik igen og fødte Jakob den anden Søn. 8Da sagde Rakel: Jeg har kæmpet Guds Kampe med min Søster, jeg har og faaet Overhaand; og hun kaldte hans Navn Naftali.
9Og Lea saa, at hun havde holdt op at føde, og hun tog Silpa, sin Pige, og gav Jakob hende til Hustru. 10Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en Søn. 11Da sagde Lea: Til Lykke! og hun kaldte hans Navn Gad. 12Og Silpa, Leas Tjenestepige, fødte Jakob en anden Søn. 13Da sagde Lea: Held mig! thi Døtre prise mig lykkelig; og hun kaldte hans Navn Aser.
14Og Ruben gik i de Dage, man høstede Hvede, og fandt Dudaim#30,14 d. e. et slags Blomster eller Frugt. Højs. 7, 13. paa Marken og bar dem til Lea, sin Moder; da sagde Rakel til Lea: Kære, giv mig af din Søns Dudaim! 15Og hun sagde til hende: Er det en ringe Ting, at du har taget min Mand, og du tager ogsaa min Søns Dudaim? Og Rakel sagde: Derfor maa han ligge hos dig i denne Nat, for din Søns Dudaim. 16Der Jakob kom af Marken om Aftenen, da gik Lea ud imod ham og sagde: Til mig skal du komme ind; thi jeg har tinget dig for min Søns Dudaim; saa laa han hos hende den samme Nat. 17Og Gud hørte Lea, og hun undfik og fødte Jakob den femte Søn. 18Og Lea sagde: Gud har givet mig min Løn, fordi jeg gav min Mand min Tjenestepige; og hun kaldte hans Navn Isaskar. 19Og Lea undfik igen og fødte Jakob den sjette Søn. 20Og Lea sagde: Gud har givet mig, ja mig en god Gave; nu vil min Mand bo hos mig, thi jeg har født ham seks Sønner; og hun kaldte hans Navn Sebulon. 21Og siden fødte hun en Datter og kaldte hendes Navn Dina.
22Og Gud ihukom Rakel, og Gud hørte hende og aabnede hendes Moderliv. 23Og hun undfik og fødte en Søn og sagde: Gud har borttaget min Forsmædelse. 24Saa kaldte hun hans Navn Josef og sagde: Herren give mig endnu en anden Søn! 25Og det skete, der Rakel havde født Josef, da sagde Jakob til Laban: Lad mig fare, og jeg vil gaa til mit Sted og til mit Land. 26Giv mig mine Hustruer og mine Børn, for hvilke jeg har tjent dig, og jeg vil vandre bort; thi du kender min Tjeneste, hvorledes jeg har tjent dig.
27Da sagde Laban til ham: Kære, maatte jeg have fundet Naade for dine Øjne! jeg har en Anelse om, at Herren har velsignet mig for din Skyld. 28Og han sagde: Nævn din Løn for mig, og den vil jeg give dig. 29Og han sagde til ham: Du ved selv, hvormed jeg har tjent dig, og hvad dit Kvæg er blevet til hos mig. 30Thi det, som du havde, før jeg kom, var lidet; men nu har det udbredt sig mangfoldigt, og Herren har velsignet dig ved min Fod; og nu, naar skal jeg ogsaa gøre noget for mit eget Hus? 31Og han sagde: Hvad skal jeg give dig? Og Jakob sagde: Du skal ikke give mig noget; dersom du vil gøre mig dette, saa vil jeg fremdeles røgte og vogte dine Faar. 32Jeg vil i Dag gaa igennem al din Hjord og skille derfra hvert spættet og spraglet Stykke, hvert sort Stykke iblandt Faarene, og hvad der er spraglet og spættet iblandt Gederne; og dette skal være min Løn. 33Saa skal min Retfærdighed svare for mig den Dag i Morgen, naar du kommer at bese min Løn; hvad som ikke er spættet eller spraglet iblandt Gederne og sort iblandt Lammene, det skal agtes for stjaalet hos mig. 34Da sagde Laban: Se, gid det maa være, som du har sagt! 35Og samme Dag skilte han de brogede og spraglede Bukke og alle spættede og spraglede Geder, alt det, som havde noget hvidt paa sig, og alt sort iblandt Faarene, og han gav det i sine Børns Hænder. 36Og han gjorde tre Dages Rejse imellem sig og Jakob, og Jakob vogtede Labans øvrige Hjorde. 37Og Jakob tog sig Kæppe af grønt Poppeltræ og Hassel og Kastanie og udskavede hvide Streger paa dem, saa det hvide blev bart, som var paa Kæppene. 38Og han lagde Kæppene, som han havde udskavet, i Renderne, i Vandtrugene, hvor Faarene skulde komme at drikke, ret lige for Faarene, og disse parredes, naar de kom for at drikke. 39Og Faarene parredes ved Kæppene, og Faarene fødte brogede, spættede og spraglede. 40Saa lod Jakob Lammene skille fra og stillede Faarenes Ansigter overfor det brogede og alt det sorte iblandt Labans Hjord og gjorde sig Hjorde for sig selv alene, og dem lod han ikke komme til Labans Hjord. 41Og det skete altid, naar de stærkere Faar løb, da lagde Jakob Kæppene for Faarenes Øjne i Renderne, at de skulde parre sig ved Kæppene. 42Men naar Faarene vare svage, lagde han dem ikke; saa bleve de svage Labans og de stærke Jakobs. 43Deraf blev Manden overmaade rig, saa at han havde mange Faar og Piger og Svende og Kameler og Asener.
Valgt i Øjeblikket:
Første Mosebog 30: DA1871
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind