Esters Bog 2

2
Ahasverus lader samle de dejligste Jomfruer til Hobe af hele sit Rige for at udvælge sig en af dem til sin Dronning i Vasthis Sted; iblandt dem er Jødinden Esther, som opfødtes af Mardokaj, 1-8; Esther bliver i Særdeleshed vel antagen til Hove; hun og de andre Jomfruer prydes i tolv Maaneder; siden føres de til Kongen, 9-14; Esther udvælges til Dronning af Ahasverus; hun giver ej sin Slægt til Kende for Kongen, 15-20; Bigtan og Theres ville lægge Haand paa Kongen, Mardokaj angiver dem for Kongen; de blive hængte, 21-23.
1Efter disse Begivenheder, der Kong Ahasverus's Harme var stillet, kom han Vasthi i Hu, og hvad hun havde gjort, og hvad der var besluttet over hende. 2Da sagde Kongens Folk, som tjente ham: Man oplede til Kongen unge Jomfruer, dejlige af Anseelse, 3og Kongen beskikke Befalingsmænd i alle sit Riges Landskaber, at de samle alle unge Jomfruer, som ere dejlige af Anseelse, til Borgen Susan, til Kvindernes Hus, under Hegajs, Kongens Kammertjeners, Haand, som tager Vare paa Kvinderne, og man give dem de Ting, som høre til deres Renselse; 4og den unge Pige, som synes at være god for Kongens Øjne, hun vorde Dronning i Vasthis Sted! Og dette Ord syntes godt for Kongens Øjne, og han gjorde saa. 5Der var en jødisk Mand i Borgen Susan, hvis Navn var Mardokaj, en Søn af Jair, der var en Søn af Simei, en Søn af Kis, en benjaminitisk Mand, 6som var bortført fra Jerusalem med de Fanger, som bleve bortførte med Jekonia, Judas Konge, hvem Nebukadnezar, Kongen af Babel, lod bortføre. 7Og han var Fosterfader til Hadassa, det er Esther, hans Farbroders Datter, thi hun havde hverken Fader eller Moder; og den unge Pige var skøn af Skikkelse og dejlig af Anseelse, og der hendes Fader og hendes Moder døde, da tog Mardokaj hende til sig som Datter. 8Og det skete, der Kongens Ord og hans Bud bleve hørt, og der mange unge Piger bleve samlede til Borgen Susan under Hegajs Haand, blev og Esther tagen til Kongens Hus, under Hegajs Haand, som tog Vare paa Kvinderne.
9Og den unge Pige syntes god for hans Øjne og fik Yndest for hans Ansigt; derfor hastede han med at give hende de Ting, som hørte til hendes Renselse, og de Maaltider, hun skulde have, og med at give hende de syv udsete Piger af Kongens Hus, og han lod hende med hendes Piger flytte til det bedste Sted i Kvindernes Hus. 10Esther havde ikke givet sit Folk og sin Slægt til Kende; thi Mardokaj havde befalet hende, at hun ikke skulde give det til Kende. 11Og Mardokaj gik daglig foran Forgaarden ved Kvindernes Hus for at faa at vide, om det gik Esther vel, og hvad der skulde ske med hende. 12Og naar Raden kom for hver Pige, at hun skulde gaa ind til Kong Ahasverus, efter at der i tolv Maaneder var sket med hende efter Forskriften angaaende Kvinderne — thi saa lang Tid medgaar der til deres Renselse, nemlig seks Maaneder med Olie af Myrra, og seks Maaneder med kostelige Urter og andre Ting, som høre til Kvindernes Renselse — 13naar da den unge Pige gik ind til Kongen, blev alt, hvad hun sagde, givet hende, at hun dermed gik fra Kvindernes Hus ind i Kongens Hus. 14Hun gik ind om Aftenen, og om Morgenen gik hun tilbage til Kvindernes andet Hus under Saasgas, Kongens Kammertjeners, Haand, hans, som tog Vare paa Medhustruerne; hun maatte ikke komme mere til Kongen, uden Kongen havde Lyst til hende, og hun blev kaldet ved Navn.
15Og der Raden kom til Esther, Abihajls, Mardokajs Farbroders, Datter, som denne havde taget til sig som Datter, at hun skulde gaa ind til Kongen, da krævede hun ingen Ting, uden hvad Hegaj, Kongens Kammertjener, som tog Vare paa Kvinderne, sagde; og Esther fandt Naade for alles Øjne, som saa hende. 16Og Esther blev tagen til Kong Ahasverus til hans kongelige Hus i den tiende Maaned, det er Thebet Maaned, i hans Regerings syvende Aar. 17Og Kongen elskede Esther fremfor alle Kvinderne, og hun fik Naade og Miskundhed for hans Ansigt fremfor alle Jomfruerne, og han satte den kongelige Krone paa hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vasthis Sted. 18Og Kongen gjorde alle sine Fyrster og sine Tjenere et stort Gæstebud, det var Esthers Gæstebud, og han skænkede Landskaberne Hvile og uddelte Gaver efter Kongens Formue. 19Og der Jomfruerne samledes anden Gang, og Mardokaj sad i Kongens Port — 20Esther havde ikke givet sin Slægt, ej heller sit Folk til Kende, ligesom Mardokaj havde befalet hende; thi Esther gjorde efter Mardokajs Ord, ligesom da hun blev opfødt hos ham —
21i de samme Dage, som Mardokaj sad i Kongens Port, bleve to af Kongens Kammertjenere, Bigtan og Theres, af dem, som holdt Vagt ved Dørtærskelen, vrede og søgte at lægge Haand paa Kong Ahasverus. 22Og den Sag blev bekendt for Mardokaj, og han gav Dronning Esther den til Kende, og Esther sagde Kongen det i Mardokajs Navn. 23Og Sagen blev undersøgt og funden rigtig, og de bleve begge hængte paa et Træ, og det blev skrevet i Krønikebogen for Kongens Ansigt.

Valgt i Øjeblikket:

Esters Bog 2: DA1871

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind