Højsangen 2:1-17

„Jeg er som en rose fra Saronsletten, som en lilje fra den frodige dal.” „Du er som en lilje blandt torne, min elskede, langt smukkere end de andre piger.” „Og du, min elskede, er som et æbletræ i en fyrreskov, langt ædlere end de andre mænd. Jeg nyder at sidde i din skygge og smage dine søde kys. Du fører mig til bords med kærlige blikke. Åh, styrk mig med rosiner og æbler, for jeg er syg af kærlighed. Din venstre arm er under mit hoved, med din højre omfavner du mig.” „Jerusalems unge piger, lov mig ved gazeller og markens dådyr, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.” „Jeg kan høre min elskedes stemme. Han er på vej hen til mig! Se, dér kommer han løbende over bjergene, springende ned ad bakkerne som en gazelle. Se, nu står han uden for muren, han kigger ind gennem vinduesgitteret. Min elskede siger til mig: ‚Stå op, min smukke! Kom med! Se, vinteren er forbi, nu er det forår. Blomster skyder op af jorden, fuglene synger af glæde, turtelduerne kurrer overalt i landet. De første figner er kommet, vinrankens blomster spreder deres duft. Stå op, min elskede! Kom, du skønne, kom med mig!’ ” „Min due, hvorfor gemmer du dig bag klippen? Lad mig se dit ansigt og høre din stemme, for din stemme er bedårende, og dit ansigt er yndigt. Lad os fange alle de små ræve, som vil ødelægge vores kærligheds blomstrende vingård.” „Min elskede, du er min, og jeg er din. Du græsser din flok mellem liljerne, til dagen bliver sval og skyggerne lange. Kom springende tilbage som en gazelle hen over de ujævne bakkeskråninger.”