Ordsprogenes Bog 2

2
Fordelene ved at søge visdom
1Hvis du tror på, hvad jeg siger, min søn,
og tager imod min vejledning,
2hvis du adlyder visdommens ord
og ærligt søger at få indsigt,
3hvis du tørster efter kundskab
og længes efter viden,
4søger efter visdom som efter sølv,
graver efter den, som var den guld,
5så vil du få ærefrygt for Gud
og bedre kunne forstå, hvem han er.
6For den sande visdom kommer fra Herren,
hos ham får man kundskab og indsigt.
7Han giver gode råd til de oprigtige
og beskytter dem, der lever ret.
8Han våger over de retsindiges vej
og tager de trofaste under sine vinger.
9Hvis du lytter til ham, vil du forstå,
hvad der er godt og rigtigt.
10Den visdom og kundskab, du får,
vil tilfredsstille dit hjertes længsel.
11Dømmekraft vil hjælpe og beskytte dig,
omtanke vil bevare dig fra at fare vild
12og værne dig mod onde mennesker,
folk, der altid lyver og bedrager,
13dem, der nægter at følge Guds vej
og sniger sig frem i mørket.
14De glæder sig over ondskaben,
fryder sig over forfærdelige ting.
15De er uærlige i alt, hvad de gør,
løgnagtige i alt, hvad de foretager sig.
16Visdom redder dig fra en andens utro hustru,
fra en løsagtig kvindes forførende ord,
17en kvinde, som svigter sit troskabsløfte
og forlader sin ungdoms elskede.
18At gå ind i hendes hus er at gå døden i møde,
vejen fører direkte ned i dødsrigets mørke.
19Ingen, som besøger hende, vender tilbage,
de har fjernet sig fra vejen til livet.
20Derfor bør du følge de rette stier
og holde dig til Guds vej.
21De, der gør det rette, bliver boende i landet,
de retsindige bliver ikke jaget bort.
22Men de gudløse bliver fjernet fra landet,
de troløse rykkes op med rode.

Valgt i Øjeblikket:

Ordsprogenes Bog 2: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind