Filipperbrevet 3:8-16

Filipperbrevet 3:8-16 BPH

Ja, faktisk regner jeg alt det gamle for at være uden værdi, fordi jeg nu har noget langt bedre. Jeg har nemlig lært Jesus Kristus at kende som min Herre. Derfor har jeg taget afstand fra min tidligere religiøsitet og kasseret den som affald. Nu ønsker jeg kun at blive ét med Kristus. Jeg forsøger ikke længere at opnå Guds accept ved at prøve at overholde den jødiske lov, men sætter min lid til, hvad Kristus har gjort for mig. Derved kan jeg også blive ét med ham i hans lidelser og død og få del i den kraft, der oprejste ham fra de døde. Jeg ser jo frem til at genopstå fra de døde, ligesom han gjorde. Jeg mener ikke, at jeg allerede har forstået det hele eller er blevet fuldkommen. Men jeg bliver ved med at arbejde hen mod det mål, som Kristus gav mig, da han i sin tid greb ind i mit liv. Kære venner, jeg mener som sagt ikke, at jeg har nået målet endnu, men jeg bestræber mig på ikke at se tilbage på det, der ligger bag mig, og kæmper i stedet frem mod det, der ligger foran. Jeg løber frem mod målet for at kunne modtage den himmelske sejrskrans, som Gud har kaldet os til gennem Jesus Kristus. Lad nu alle os, som er nået til åndelig modenhed, have samme indstilling. Og skulle der være et og andet, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare det for jer. Men lad os i alle tilfælde stå sammen og være enige, så langt som vi nu er nået i vores fælles forståelse.

Gratis læseplaner og andagter relateret til Filipperbrevet 3:8-16