Nehemiasʼ Bog 12:27-47

Nehemiasʼ Bog 12:27-47 BPH

Da Jerusalems mur skulle indvies, sendte man bud efter alle levitter i hele landet, for at de skulle komme til byen og hjælpe med at fejre begivenheden med lovsang og musik fra harper, lyrer og bækkener. Sangerne kom både fra Jerusalem og de landsbyer i nærheden, hvor de havde slået sig ned. Nogle kom fra Netofa, andre fra Bet-Gilgal, Geba og Azmavet. Da præsterne og levitterne havde gennemgået renselsesritualet for sig selv, rensede de folket, portene og bymuren. Så lod jeg Judas ledere gå op på muren, hvorefter jeg opstillede to store lovsangsprocessioner. Den ene skulle gå mod syd i retning af Møgporten. Med i den var Hoshaja og halvdelen af Judas ledere. Dernæst kom nogle præster med trompeter. Blandt dem var Azarja, Ezra, Meshullam, Juda, Benjamin, Shemaja og Jirmeja. Levitterne i gruppen blev anført af Zekarja, søn af Jonatan, søn af Shemaja, søn af Mattanja, søn af Mika, søn af Zakkur, søn af Asaf. Efter Zekarja fulgte Shemaja, Azarel, Milalaj, Gilalaj, Maʼaj, Netanel, Juda og Hanani med de musikinstrumenter, som kong David havde foreskrevet. Ezra den skriftlærde gik i spidsen for processionen. Da de kom til Kildeporten, gik de op ad trappen til Davidsbyen, passerede Davids gamle palads og gik videre til Vandporten mod øst. Den anden lovsangsprocession, som jeg selv og den anden halvdel af Judas ledere var med i, gik mod nord forbi Ovntårnet til det brede stykke af muren, videre til Efraimporten og den Gamle Port, forbi Fiskeporten, Hananeltårnet, Meatårnet og Fåreporten, indtil vi kom til tårnet ved vagthusene. Derefter tog begge processioner opstilling på tempelpladsen. I min gruppe var præsterne Eljakim, Maʼaseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja og Hananja med trompeter, og levitterne Maʼaseja, Shemaja, Elazar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Sangerne var under ledelse af Jizrahja. Den dag blev der bragt mange slagtofre, og alle var fyldt af glæde over, hvad Gud havde gjort for os. Også kvinderne og børnene var glade, og glædesråbene i Jerusalem kunne høres langt bort. Den dag blev de mænd udpeget, som skulle have opsyn med templets forrådskamre, hvor gaverne til Guds hus, tienden og høstofrene skulle opbevares efter at være blevet indsamlet rundt omkring i landet ifølge forskrifterne i Toraen. Disse gaver tilkom præsterne og levitterne, og Judas folk støttede på den måde deres tjeneste. Præsterne og levitterne udførte samvittighedsfuldt deres tjeneste for Gud, inklusive renselsesceremonierne. De fulgte nøje de retningslinjer, som kong David og hans søn Salomon havde afstukket, og det samme gjorde sangerne og portvagterne. På kong Davids tid var Asaf leder for sangerne og ledte lovsangen og taksigelsen til Gud. Både på Zerubbabels tid og nu på Nehemiasʼ tid fik både sangerne og dørvogterne del i de gaver, Israels folk bragte til levitterne. Levitterne gav så en del af de gaver, de modtog, videre til præsterne.