Markusevangeliet 9:1-29

Markusevangeliet 9:1-29 BPH

Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.” Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus. „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede. Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!” Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus. På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde. Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?” Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt. Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?” Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. Da folkemængden så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?” „Mester,” var der en, der råbte, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.” „Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” De førte drengen derhen, men så snart den onde ånd fik øje på Jesus, hev og sled den i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?” „Fra han var ganske lille,” lød svaret. „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os – hvis du kan!” „Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.” „Jeg tror!” råbte faderen. „Hjælp mig overvinde min vantro!” Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!” Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og mange mente, at han var død. Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene – og han blev stående. Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?” „Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,” svarede han.