Markusevangeliet 6:45-56

Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå op i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han sendte folkemængden bort. Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede. Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. Da de så en skikkelse komme gående på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange – det er mig!” Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt. De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. Lige så snart de var kommet ned fra båden, genkendte folk ham. De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.