Markusevangeliet 14:1-9

Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”. Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.” Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende voldsomt ud, men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”