Markusevangeliet 12:1-12

Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. Ved høsttid sendte han en af sine folk derhen for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Det er ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren. Hvad mon vingårdens ejer nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. Har I aldrig læst følgende skriftord: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen. Det er Herren, der har gjort det, og det er forunderligt at se.’” De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.