Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’
Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem – men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. De tog deres penge, men begyndte at protestere: ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’
‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”
Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”