Mattæusevangeliet 14:22-36

Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede. Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind. Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. Da de så en skikkelse komme gående på vandet, skreg de af rædsel og råbte: „Det er et spøgelse!” Men Jesus råbte tilbage til dem: „I skal ikke være bange – det er mig!” Straks udbrød Peter: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” „Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke. „Herre, red mig!” råbte han. Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?” Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de. De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.