Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.
Lad dem høre, som har øre.”
Disciplene kom bagefter hen til Jesus og spurgte: „Hvorfor bruger du billedsprog, når du underviser folk?”
Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men det gælder ikke de andre. De, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste det, de fik.