Mattæusevangeliet 12:22-50

Mattæusevangeliet 12:22-50 BPH

Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden. Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.” Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer! Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset. De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån – undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men de, der taler imod Helligånden, kan ikke få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden. Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.” Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias. Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonasʼ tegn. For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage i jordens dyb. Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage den slags vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon. Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men den finder ikke noget. Så siger den: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset ledigt, rengjort og sat fint i stand. Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske. Sådan vil det også gå de onde og vantro mennesker!” Mens Jesus sad og underviste en gruppe tilhørere, kom hans mor og brødre til huset. De ville gerne tale med ham. Da man fortalte ham, at de stod derude og ville tale med ham, sagde han: „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” Så slog han ud med armene i retning af sine disciple og sagde: „Min mor og mine brødre sidder her. For enhver, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror eller søster eller mor!”

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik