Mattæusevangeliet 12:22-37

Mattæusevangeliet 12:22-37 BPH

Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden. Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.” Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer! Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset. De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån – undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men de, der taler imod Helligånden, kan ikke få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden. Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik