Lukasevangeliet 9:37-62

Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor flok mennesker dem i møde. En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.” „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!” Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. Folk var slået af forundring over et sådant Guds under. Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold.” Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham. Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. Så sagde han: „Enhver, der tager imod sådan et barn, fordi det hører mig til, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.” Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han er jo ikke en af dine disciple.” Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.” Da tiden nu nærmede sig, hvor Jesus skulle vende tilbage til Himlen, satte han kursen mod Jerusalem. En dag sendte han nogle disciple i forvejen for at sørge for husly i en samaritansk landsby. Men de blev afvist, fordi de var på vej til Jerusalem. Da Jakob og Johannes hørte det, sagde de til Jesus: „Herre, vil du have, at vi skal kalde ild ned fra himlen og brænde dem op, ligesom Elias gjorde?” Men Jesus vendte sig om og irettesatte dem, og de gik videre til den næste landsby i stedet for. Mens de gik, var der en mand, som sagde til Jesus: „Jeg vil gerne være din discipel og følge med dig – uanset hvor du går hen!” Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ingen steder, hvor jeg kan hvile ud og være i fred.” Til en anden sagde Jesus: „Kom med mig!” Men han svarede: „Herre, jeg må først tage mig af min fars begravelse.” „Lad de døde begrave deres døde,” svarede Jesus. „Gå du ud og forkynd budskabet om Guds rige!” En tredje sagde: „Jeg ville egentlig gerne være discipel af dig, Herre, men lad mig først tage afsked med min familie.” Jesus sagde til ham: „Når du begynder at pløje, skal du se fremad og ikke tilbage. De, der hele tiden ser sig tilbage, kan ikke arbejde i Guds rige.”