En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”
Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”
De sejlede nu videre ind imod gadarenernes egn, som ligger over for Galilæa. Da Jesus steg i land, kom en mand fra landsbyen løbende hen imod ham. Han var besat af onde ånder, og i lang tid havde han flakket hjemløs om uden tøj på. Han holdt til i klippehulerne, hvor man begravede de døde. Han faldt nu på knæ foran Jesus, og Jesus befalede den onde ånd at fare ud af ham. Men han skreg op: „Lad mig være i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg beder dig om ikke at pine mig!” Mange gange havde ånden slæbt af sted med den stakkels mand. Man havde lænket ham med jernkæder på hænder og fødder og holdt ham bevogtet, men hver gang havde han revet sig løs og var af den onde ånd blevet drevet ud i ødemarken.
„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus.
„Legion!” råbte manden, for han var besat af en mængde dæmoner. De begyndte nu at bønfalde Jesus om ikke at jage dem ned i afgrundens mørke. Der gik en flok svin og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden, og dæmonerne bad om lov til at fare i svinene. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór de ud af manden og ind i svinene, og hele svineflokken styrtede ned ad skrænten og ud i søen, hvor de druknede.
Da svinehyrderne så det, flygtede de, og de fortalte om det i by og på land. Snart var en strøm af mennesker på vej ud for at se, hvad der var sket. Da de nåede derhen, fik de øje på manden, der havde været besat af onde ånder. Han sad nu roligt, påklædt og fuldstændig normal ved Jesu fødder. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. De, der havde set, hvordan den besatte var blevet reddet, forklarede, hvordan det var sket. Derefter bad alle folk der fra egnen Jesus om at forlade deres område, for de var bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre.
Jesus gik da op i båden for at sejle tilbage til Galilæa. Manden, der havde været besat af onde ånder, bad om at få lov til at følge med, men Jesus sagde: „Gå tilbage til din familie og fortæl, hvor stort et under, Gud har gjort for dig.” Manden gik da hjem og fortalte over hele byen om det forunderlige, Jesus havde gjort.
Da Jesus nåede tilbage over søen, tog folkemængden imod ham med åbne arme, for de havde ventet ham med længsel. En synagogeforstander ved navn Jairus nærmede sig, knælede ned foran ham og bad ham følge med hjem, for hans eneste datter lå for døden. Hun var 12 år gammel.
Mens Jesus fulgte med ham, masede mængden sig ind på ham fra alle sider.
Nu var der en kvinde, som havde lidt af blødninger i 12 år, uden at nogen havde kunnet helbrede hende, selv om hun havde brugt alle sine penge på lægehjælp. Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans bedesjal. Straks standsede blødningen.
„Hvem var det, der rørte ved mig?” spurgte Jesus.
Da ingen meldte sig, sagde Peter: „Mester, folk maser jo ind på dig fra alle sider.”
„Der var en, der rørte ved mig,” insisterede Jesus, „for jeg kunne mærke en kraft forlade mig.”
Kvinden indså nu, at Jesus var klar over, hvad der var sket. Skælvende kom hun frem og faldt på knæ foran ham, og i hele mængdens påhør fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun nu var rask.
Jesus sagde da til hende: „Min ven, din tro har reddet dig! Gå med fred!”
Mens han endnu talte, kom en mand med en besked til Jairus fra hans hjem: „Din datter er død. Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” Da Jesus hørte det, sagde han til Jairus: „Vær ikke bange! Tro på mig, så vil hun blive reddet!”
Da de nåede frem til huset, ville Jesus kun have Peter, Johannes, Jakob og den lille piges forældre med ind i det værelse, hvor hun lå. Huset var fyldt med grædende og jamrende mennesker. „Lad være med at græde,” sagde Jesus. „Hun er ikke død. Hun sover bare.” Men de lo overbærende, for de vidste godt, at hun var død. Jesus gik hen og tog pigen i hånden. „Stå op, lille pige!” kaldte han. Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op. Så sagde Jesus, at de skulle give hende noget at spise. Forældrene var ude af sig selv af undren, men Jesus sagde, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad der var sket.