På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.
Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”
I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
„Al ære til Gud i Himlen
og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!”
Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef opholdt sig, og de fandt barnet, som lå i krybben. Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet