Lukasevangeliet 19:28-44

Lukasevangeliet 19:28-44 BPH

Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ” De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de. „Herren har brug for det,” svarede disciplene. Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op. Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. De råbte: „Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn! Fred i Himlen, og herlighed i det Højeste!” Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!” Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!” Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”