Lukasevangeliet 18:1-17

Lukasevangeliet 18:1-17 BPH

Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet: „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ” Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme de uretfærdige? Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde ud i tro, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?” Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’ Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’ Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For alle, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men alle, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

Gratis læseplaner og andagter relateret til Lukasevangeliet 18:1-17