Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
Ugedagen efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”
„Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. Han forlangte at få en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
„Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
Det forudsagde han gennem sine udvalgte profeter
i fordums tid:
En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.