Lukasevangeliet 1:26-56

Lukasevangeliet 1:26-56 BPH

Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være. „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.” „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.” Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. Intet er umuligt for Gud.” „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende. Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft. „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.” Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud: „Jeg priser Herren af hele mit hjerte! Jeg fryder mig over Gud, min Frelser, for han har udvalgt mig, sin ringe tjener. Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet, for den Almægtige har gjort store ting mod mig. Han er en hellig Gud, og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham. Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet, og spreder dem for alle vinde. Verdens fyrster styrter han fra tronen, men de ydmyge ophøjer han. De sultne mætter han med alt godt, men de rige sender han tomhændet bort. Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel ved at opfylde sit løfte om nåde, det løfte, han gav vores forfædre, om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.” Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Gratis læseplaner og andagter relateret til Lukasevangeliet 1:26-56