3. Mosebog 19

19
Love af religiøs og social karakter
1-2Herren befalede også Moses at sige følgende til Israels folk: „I skal være hellige, for jeg, Herren, jeres Gud, er hellig! 3Enhver iblandt jer skal respektere sin mor og sin far og overholde loven om sabbatten, for jeg er Herren, jeres Gud. 4I må hverken dyrke afguderne eller lave afgudsbilleder, for jeg er Herren, jeres Gud.
5Når I bringer et fællesskabsoffer til mig, skal I ofre det på behørig vis, så jeg kan acceptere jeres offer. 6Det vil sige, at I skal spise offerkødet samme dag, I ofrer det, eller senest den næste dag, for alt, hvad der levnes til tredjedagen, skal brændes. 7Det, der spises på tredjedagen, er i mine øjne afskyeligt og helt uacceptabelt. 8Hvis nogen alligevel spiser det på tredjedagen, har han vanhelliget det, som jeg har gjort helligt, og han skal dø.
9Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. 10Det samme gælder vinhøsten: Du må ikke ribbe vinstokkene for de sidste druer, og du må ikke samle de druer op, som falder på jorden under arbejdet. De skal blive tilbage, så de fattige og fremmede, som ikke ejer nogen jord, også har noget at spise. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.
11I må hverken stjæle, lyve eller bedrage. 12I må ikke sværge falsk, for derved krænker I mig.
13I må ikke undertrykke eller udbytte nogen. Når dagens arbejde er forbi, skal I straks udbetale løn til jeres daglejere.
14Tal ikke ondt om en, der er døv, og få ikke en blind til at snuble. Ved at handle retfærdigt viser I mig ære.
15Jeres dommere skal fælde retfærdige domme og ikke skele til, om en person er rig eller fattig. Enhver skal dømmes retfærdigt.
16I må ikke sprede sladder eller bringe andres liv i fare.
17I må ikke hade jeres næste, men I bør irettesætte en ven, der begår en synd, så I ikke drages med ind under hans dom. 18Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud!
19Adlyd mine love: I må ikke parre to forskellige arter husdyr med hinanden, og I må ikke blande to forskellige kornarter sammen, når I tilsår jeres mark. Gå ikke med tøj vævet af to forskellige slags materialer.
20Hvis en mand forfører en slavepige, som en anden har købt for at have hende som medhustru, skal han straffes. Dog skal de ikke straffes med døden, fordi hun er slave og ikke en fri kvinde. 21Manden, som har forbrudt sig, skal bringe en vædder som skyldoffer på alteret ved indgangen til åbenbaringsteltet, 22hvorefter præsten skal ofre vædderen og skaffe soning for mandens synd. Så skal han få tilgivelse.
23Efter at I er kommet ind i landet og har tilplantet det med alle slags frugttræer, må I ikke høste de tre første afgrøder. 24Fjerde års høst skal indvies til mig og gives til mig under jublende lovsang. 25Men femte års høst skal tilhøre jer. På den måde vil I få et større høstudbytte. Husk, at jeg er Herren jeres Gud.
26I må ikke spise kød, uden at blodet først er løbet fra. I må ikke have noget at gøre med spådomskunst eller trolddom.
27I må ikke klippe håret kort i siderne, I må ikke barbere kindskægget af,#19,27 Meningen er uklar. Nogle fortolkere antager på grundlag af det følgende vers, at det er nogle religiøse skikke blandt kanaʼanæerne i forbindelse med dødsklager, som israelitterne ikke må efterligne. 28og I må ikke lade jer tatovere eller skære jer i huden i forbindelse med en dødsklage.
29Gør ikke jeres døtre urene ved at lade dem deltage i religiøs prostitution, for det kan betyde, at folket vender sig til afguderne, og landet fyldes af umoralitet.
30Hold loven om sabbatsdagen, og hav ærefrygt for helligdommen, for jeg er Herren, jeres Gud.
31Spørg ikke spåkoner til råds og søg ikke kontakt med de døde, for derved gør I jer urene. Det er mig, I skal spørge til råds.
32I skal vise hensyn og respekt over for de ældre. Derved ærer I mig, som er jeres Gud.
33I må ikke undertrykke de fremmede, som bor iblandt jer, 34men I skal behandle dem som alle andre borgere i landet: Elsk dem som jer selv, for I var jo selv engang fremmede i Egyptens land. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.
35-36Sørg altid for at bruge korrekte mål, hvad enten det drejer sig om længdemål, rummål, mønt eller vægt, og gør målet fuldt. Husk, at det var mig, som førte jer ud af Egypten. 37Derfor skal I adlyde alle mine love og forskrifter, så I omhyggeligt overholder dem, for jeg er jeres Gud.”

Valgt i Øjeblikket:

3. Mosebog 19: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind