Jeg vil minde jer om, at selvom Gud i første omgang reddede sit folk ud af Egypten, så udryddede han senere dem, som gjorde oprør mod ham. Jeg vil også minde jer om de engle, der gjorde oprør og overskred de grænser, Gud havde sat for dem. Dem har Gud lagt i ubrydelige lænker i mørke fængsler indtil dommens store dag.
Tænk også på indbyggerne i Sodoma og Gomorra og deres nabobyer, som kastede sig ud i seksuelle perversiteter. Deres byer blev tilintetgjort og er en stadig påmindelse om, at Gud straffer synd og oprør med evig ild. Alligevel gør de falske lærere, der har sneget sig ind iblandt os, det samme. Deres drømmerier fører til, at de synder mod deres egen krop, de gør oprør mod alle autoriteter, og de håner stærke åndsmagter. Selv ærkeenglen Mikael vovede ikke at komme med nogen hånende anklage mod Djævelen, da han kæmpede med ham om Mosesʼ lig. Han sagde blot: „Herren vil straffe dig!” Men de her falske lærere taler nedsættende om ting, de ikke forstår sig på. De er som dyr, der handler efter deres instinkter, og dermed ødelægger de sig selv. Ve dem, for de følger Kains eksempel. De begår den samme fejl som Bileam, for de vil gøre hvad som helst for penge. De er som Kora, der gjorde oprør mod Gud, og de vil også blive straffet, som han blev. De er en skamplet på jeres kærlighedsmåltider, når de rager til sig uden at tage hensyn til andre. De er som skyer, der drives af sted for vinden uden nogensinde at give regn. De er som frugttræer, der ikke bærer frugt ved høsttid. De vil blive rykket op med rode og skal dø to gange. De er som havets skummende bølger, der skyller affald op på stranden. De er som stjerner, der er kommet ud af kurs og er på vej ud i det yderste mørke.
Det var den slags mennesker Enok profeterede om, da han i den syvende generation efter Adam sagde: „Jeg så for mig Herren komme med sine hellige titusinder. Han dømmer de ugudelige og afslører alt det onde, de har sagt og gjort i deres oprør imod ham.” Altid beklager de sig over deres skæbne og skyder skylden på andre. De gør alt det onde, der falder dem ind, praler af egne bedrifter og bruger smiger, når de kan se deres fordel ved det.