Johannesevangeliet 4:1-3, 5-26

Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes – selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte – blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen. Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, anmoder mig, en samaritansk kvinde, om at få noget at drikke?” spurgte hun. Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville anmode mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.” „Du har jo ikke noget at trække vand op med,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?” Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.” „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!” „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus. „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden. „Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.” „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.” Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” Da sagde Jesus til hende: „Det er mig, jeg, som taler med dig!”