Johannesevangeliet 3:1-12

Johannesevangeliet 3:1-12 BPH

En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.” Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige.” „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?” Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. Tænk på vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.” „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus. Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set – men I tror ikke på os! Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske?

Gratis læseplaner og andagter relateret til Johannesevangeliet 3:1-12