Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig.
Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.
Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker.
Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har ingen magt over mig, men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.”