Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”
„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”
„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”
„Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”
„Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at få vasket fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene – dog ikke alle.” Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.
Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. Når nu jeg , der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer.