Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.
Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”
„Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. Jesus fortsatte: „ Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”
Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.
Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarusʼ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.
Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. Jesus brast i gråd. „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”
Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” Så fjernede de stenen fra indgangen.
Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” Den døde kom ud – med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.
Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.