Johannesevangeliet 10:1-30

Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.” Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente. Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere. Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.” Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene. Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde. Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.” Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?” Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!” Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.”