Jakobs Brev 4:1-12

Når der er skænderier og stridigheder iblandt jer, hvad skyldes det så? Mon ikke det skyldes de selviske motiver, der raser i jer? I ønsker at få både det ene og det andet, men får intet. I er misundelige og ødelægger hinandens liv for at få fat i det, I ønsker, men I får det ikke, fordi I ikke beder til Gud om det, I ønsker. Og selvom I beder, får I alligevel ikke noget, fordi I beder med forkerte motiver. I er jo kun ude på at få jeres egne ønsker opfyldt. Det er en vantro måde at handle på. Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, som kun tænker på at opnå verdslig tilfredsstillelse, kan ikke samtidig gøre Gud tilfreds. Det er ikke for ingenting, når Skriften siger, at den menneskelige natur, vi har fået, så let bliver misundelig. Men desto større er den nåde, vi får, som der står skrevet: „Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge viser han nåde.” Altså skal I underordne jer Guds vilje. Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op. Hold op med at dømme og tale ondt om hinanden, kære venner. For gør I det, trodser I befalingen om, at vi skal elske hinanden. Det betyder, at I gør jer til dommere over befalingen i stedet for at følge den. Kun Gud selv, der gav os den befaling, har ret til at være dommer. Han har magt til at frikende os eller dømme os skyldige. Hvilken ret har I da til at dømme hinanden?