Hebræerbrevet 11:20-31

Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje. Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse. Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem. Mosesʼ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre. Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet – ligesom Kristus blev det – for han så frem til sin belønning. Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie. Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen. Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt. Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.