1. Mosebog 41:9-41

1. Mosebog 41:9-41 BPH

Da tog mundskænken ordet: „Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao. „Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel, da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning. I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os. Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.” Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao. „I nat havde jeg en drøm,” begyndte Farao. „Ingen af de her mænd kan tyde den, men jeg har hørt, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den.” „Jeg kan ikke tyde drømme,” svarede Josef, „men Gud vil åbenbare for Farao, hvad drømmen betyder.” Så fortalte Farao ham sin drøm. „Jeg stod ved Nilens bred,” sagde han. „Pludselig så jeg syv fede og velplejede køer stige op af floden, og de begyndte straks at græsse på bredden. Bagefter steg der syv magre og forsømte køer op af floden, de var så radmagre, at jeg aldrig har set noget lignende i hele Egypten. Og de magre og grimme køer åd de syv fede køer, men da de havde ædt dem, var de stadig lige magre. Så vågnede jeg.” „Lidt senere havde jeg endnu en drøm,” fortsatte Farao. „Denne gang så jeg syv fulde og modne aks på et og samme strå. Men lidt efter skød der syv tynde og visne aks frem på strået, helt udtørrede af østenvinden. Og de visne aks opslugte de fulde aks. Jeg har fortalt de to drømme til drømmetyderne, men ingen af dem kunne tyde dem for mig.” „Begge drømme betyder det samme,” sagde Josef. „Gennem dem har Gud ladet Farao vide, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. De syv fede køer og de syv fulde aks svarer til hinanden. De betyder syv gode år. De syv magre køer og de syv visne aks svarer ligeledes til hinanden. De betyder syv år med hungersnød. Som jeg sagde før, har Gud med disse drømme afsløret for Farao, hvad han vil gøre i den nærmeste fremtid: I de næste syv år vil hele Egypten opleve stor overflod, men bagefter kommer der en syvårig periode med hungersnød, og man vil glemme, at der var overflod i Egypten. Hungersnøden vil hærge hele jorden. Man vil glemme overfloden, fordi hungersnøden bliver så hård. At Farao drømte to gange, betyder, at Guds beslutning står fast og at det, han har vist Farao, snart vil ske. Derfor vil jeg foreslå, at Farao finder en klog og dygtig mand og lader ham administrere et landsomfattende projekt. Udnævn derefter embedsmænd i alle distrikter med ansvar for at indsamle en femtedel af alt høstudbyttet i de syv gode år. Lad dem indsamle høstudbyttet og oplagre det i de aflåste kongelige kornmagasiner i byerne. På den måde vil der være nok at spise, når de syv års hungersnød kommer over Egypten, og en sultkatastrofe kan afværges.” Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag, og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig. Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.”

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik